ARTIKLER
HELE TRE ØNSKER PÅ ÉN GANG
Johannesen Kran- & Maskintransport har fået opbygget en kranbil, der både kan køre som trækker, forvogn og i kombination med kærre eller påhængsvogn.
Tekniske specifikationer
Model: Scania G480LB 8×4.
Motor: 6-cylindret Scania DC1307 480 Euro5 uden AdBlue. Effekt: 480 hk ved 1900 o/min. Maks. moment 2500 Nm ved 1000-1300 o/min.
Gearkasse: Scania Opticruise uden koblingspedal.
Bagtøj: RB662. Udveksling 3,80:1.
Akselafstand: 4100 mm.
Affjedring: Fuld luft.
Bremser: Skivebremser.
Dæk: Goodyear. 385/55 på de to forreste aksler, 315/70 på de to bageste.
Skabe: DanBox.
Kran: Fassi F950XP 95 tonmeter.
Opbygning: TMP Hydraulik, Thyholm.
Levering: Scania Biler, Ishøj (John Schultz).
Ligesom børnene i reklamen for Kinder-æg, så har vognmand Jens Johannesen fået opfyldt hele tre ønsker på én gang. Hans nye 4-akslede Scania G480 er nemlig opbygget, så den både kan køre som forvogn, som trækker og i kombination med en kærre eller påhængsvogn. At bilen samtidig har monteret en 95 tonmeter kran, gør den blot ekstra fleksibel og anvendelig. Køretøjet er det eneste af sin slags i Danmark. Jens Johannesen driver det 80 år gamle familiefirma Johannesen Kran- & Maskintransport, der har hovedsæde i Hvidovre og afdelinger i Fredericia og Esbjerg. Det nye køretøj er stationeret i det vestjyske tæt på Esbjerg Havn. Her møder jeg en tidlig morgen bilens faste chauffør, Kurt Larsen, der demonstrerer, hvordan han hurtigt og enkelt kan ændre køretøjet, så det kan køre i tre forskellige kombinationer. Da Kurt starter sin demonstration, står bilen som forvogn, og det 5,5 meter lange knæklad rager cirka halvanden meter bagud i forhold til den bageste aksel. Bag på ladet sidder en flytbar kofanger. Ved at fjerne to stykker fladjern med huller, klappes kofangeren sammen og kan nu fastgøres under ladet med bolte og splitter. Under ladet kommer en kobling til kærretræk til syne, og forvognen er klar til at blive spændt for en kærre. Ved hjælp af et lille kamera bag på bilen får Kurt let og hurtigt bakket til og tilkoblet den to-akslede kærre. Hele operationen har taget mindre end 10 minutter.
Fra forvogn til trækker
Den næste demonstration varer et par minutter mere, men det skyldes, at det er nødvendigt at bruge kranen, når forvognen skal omdannes til trækker. Sættevognsskamlen er placeret på undersiden af knækladets bageste del, og derfor skal denne del af ladet foldes og placeres oven på den forreste del af ladet.
Først kører Kurt kranens støtteben ud, og dernæst foldes kranen ud, og krogen i enden fastgøres i et lille håndtag bag på knækladet. Herefter foldes ladet sammen, og skamlen kommer til syne. Ladet låses, og når kran og støtteben er foldet sammen, kan traileren kobles på, og Kurt Larsen er klar til nye opgaver med plads til mere gods.
En ekstra finesse ved køretøjet er, at ladhøjden blot er 1,10 m, hvilket gør det muligt at køre med ret høje emner, også containere. Bilen er fuldt luft-affjedret og kan sænkes yderligere, hvis dette er nødvendigt.
Kurt Larsen har meget kørsel på Esbjerg Havn, og både bil, trailer og kærre er placeret på Johannesens plads tæt ved havnen. Det betyder, at chaufføren er meget fleksibel i forhold til de opgaver, der skal løses, for han kan hurtigt skifte køretøjs-kombination, hvis jobbet kræver det.
Finsk forbillede
Det var ved et tilfælde, at Jens Johannesen fik idéen til ”tre i én-løsningen”. Han går meget op i at optimere virksomhedens kranbiler og er altid åben for nye løsninger. En dag, han surfede rundt på nettet, havnede han på en tysk hjemmeside, www.ditzj.de, hvor han så billeder af en finsk lastbil, der var opbygget, så skamlen var monteret på undersiden af knækladet. Bil og kran var oven i købet hhv. Scania og Fassi, som er de foretrukne mærker hos Johannesen Kran- & Maskintransport.
Den danske vognmand viste billederne til opbyggerfirmaet TMP Hydraulik, hvor man først rystede på hovedet. Men som de seje jyder, de er hos firmaet i Thyholm, gik de alligevel i gang med opgaven, der blev løst til Jens Johannesens fulde tilfredshed.
»Det har selvfølgelig været dyrere end en almindelig opbygning, men de penge skal vi nok tjene ind igen, fordi køretøjet kan bruges til så mange forskellige opgaver,« siger Jens Johannesen, der forventer at have glæde af bilen i de næste 10 år.
Glad for automatgear
Johannesen Kran- & Maskintransport har i alt 25 biler, der er beskæftiget med alle former for kran- og bakseopgaver. Fire af bilerne står i afdelingen i Fredericia og fire i Esbjerg, heriblandt den nye Scania. Når den er placeret her, skyldes det ganske enkelt, at Kurt Larsens gamle 3-akslede MAN med tilhørende 66 tonmeter kran trængte til udskiftning. Det er et bytte, den 49-årige chauffør er godt tilfreds med. Især er han begejstret for Scanias nye automatiske gearskifte.
»Jeg har ikke tidligere kørt med automatgear, men efter 10 minutter tænkte jeg ikke over det længere, for det fungerer upåklageligt,« siger Kurt.
Førerhusene i Scanias G-serie har lav indstigning, og de fås både som dagførerhuse og med sovekabine. Ofte vil man vælge det korte dagførerhus for at spare på pladsen, men da Kurt Larsen indimellem har behov for at overnatte ude, er der valgt en sovekabine. For selvom bil og chauffør har base i Esbjerg-området, kører Kurt over hele landet. En af de faste opgaver er at fragte redningsbåde til og fra VIKING Life-Saving Equipment i Esbjerg. Bådene afmonteres på skibene for at blive kørt til de lovpligtige eftersyn på fabrikken. Når det er overstået, køres de retur og monteres igen.
Fra truckfører til chauffør
Den dag, vi møder Kurt Larsen, skal han læsse i Rødding. Godset er isolerede aluminiumskviste, der skal køres til Aarhus og monteres ved et byggeri. Kurt læsser kvistene på traileren, men når han kommer til Aarhus, er det ikke sikkert, at han kan komme ind på byggepladsen med traileren. Så har han mulighed for at koble fra, omdanne trækkeren til forvogn og flytte kvistene over på forvognen, der lettere kan komme rundt på steder, hvor det kniber med pladsen.
»Andre gange skal jeg måske bare flytte et par paller på Esbjerg Havn, og så er der ingen grund til at tage trailer eller kærre med. Hvis jeg havde en almindelig trækker, var jeg meget mere låst,« siger Kurt Larsen, der har kørt som chauffør hos Johannesen Kran- & Maskintransport i de seneste fire år. Forinden kørte han gaffeltruck, og han har også arbejdet på en maskinstation.
»Men jeg har absolut ikke fortrudt, at jeg blev chauffør. Det er et meget afvekslende job, og det er et godt firma, jeg arbejder i,« understreger han.